Om forfatteren

Med sin store dedikation til den jazzede og rytmiske poesi-genre har beatpoeten og performeren Claus Høxbroe inden for kun ganske kort tid markeret sig som en af de mest markante skikkelser i nyere dansk lyrik og genren spoken word.

Forfatterviden.dk
Claus Høxbroe

Claus Høxbroe er ikke blot digter; han er kurator for oplevelser og erfaringer. En absolut ener, som har gjort tingene på sin måde, lige siden han trådte ind på den lyriske scene. Claus Høxbroe inviterer læserne til at se og mærke verden gennem hans skrift, fyldt med erfaringer fra et levet liv. En skrift, der kigger lige dele indad og ud i verden.

Hos Claus Høxbroe smelter liv og litteratur sammen i en brusende flod af ord – fanget, hvor de er oplevet. Han har været selvvalgt hjemløs, haft københavnske hoteller som hjem og boet i alle områder af København. Konstant i bevægelse, nysgerrig og søgende, indre som ydre, nationalt og globalt.

I over 25 år har Claus Høxbroe rejst land, rige og verden rundt i skriftens tjeneste. Siden debuten i 2006 har han udgivet over 40 udgivelser, samt turneret og udgivet digte i 10 lande. I år har han 20 års jubilæum som udgivet digter.

Claus Høxbroe er indehaver af Publikums Prisen til Poesiens Dag og Dan Turèll Prisen og er optaget i det celebre selskab Grøftens Poeter.